Bolig trends Spring 2020

February 18, 2020

Foråret er atter på vej, og det betyder i store træk forårsrengøring. Forår for mig er den tid på året hvor jeg laver mest om i mit hjem, jeg skifter ud i tekstiler, drømmer om nye møbler og især om funktionelle og lette designs. Trends er en stor del af min proces, selvom jeg altid kommer tilbage til det basic (moderne og hvid), præges mit hjem altid af nogle af sæsonens trends hvert år. 

Men ud over trends og sæsonens must-haves, så kæmper jeg også med at finde min egen stil i min indretning. Der er en masse huskeregler når det kommer til farver, materialer og især følelser i de forskellige rum. Man skal føle ro i soveværelset, hvor især blå skaber harmoni eller mørkere toner som er god til når man skal sove. Varme toner er gode i spisestuen, så man får appetit og bliver tilpas. Mens man i stuen kan gøre det lidt vildere eller gå i de koldere toner. Tekstiler skal gerne være bløde især i sofaen hvor man skal bruge meget tid med at se film, hvor det i soveværelset skal være åndbart, så som bomuld og hør. Til sidst er der den evindelige kamp om at skabe en sammenhæng igennem sit hjem, mixe og matche forskellige sorter af metal, træ, tekstiler og farver, og samtidig få det til at føles som et hjem.

Jeg kan selv godt lide at lave collager og moodboards over mine rum, sådan at jeg føler at jeg opnår den rigtige stemning, at jeg kan finde decor som jeg føler passer sammen og giver den rigtige vibe og for at få et overblik over hvad min stil egentlig er. Derfor føler jeg også det er lidt nemmere at få et overblik over de trends der er oppe at vende i indretning for tiden, sådan at man måske har lidt nemmere ved at adskille ens egen smag fra samfundets. Hver sæson går folk helt amok i forskellige trends, både i indretning, men også mode for den sags skyld. Efteråret 2019 var præget af karrygul, foråret 2019 var beige… Kan I huske dengang alle og jeg mener ALLE gik i bordeaux? Alt skulle være bordeaux, lige fra sko, til negle, til tøj og til tasker. Trends skifter og man bliver træt af dem, derfor synes jeg selv det vil være så træls, hvis jeg begynder at indrette min egen stil på en måde som er virkelig påvirket af trends, for at jeg om et års tid vil blive træt af det. Det er både meget tid og mange penge der går spildt der. 

Men jeg har prøvet her at samle nogle af de materialer og tendenser jeg føler der er på vej frem og bliver store i indretning her i første del af 2020. 

FUNKTY, NATURLIGT & LET

Inspiration: 60’erne, 70’erne og en snært af 90’erne

  • Lyst træ (bøg, eg og ask)
  • Rattan/rotting
  • Naturmaterialer (søgræs, strå, jute, bambus)
  • Chrom og stål
  • Mat sort metal
  • Hør
  • Stentøj, terracotta og keramik
  • Farvet, frostet glas
  • Sort/mørk olieret træ
  • Pasteller
  • Retro farver 
  • Barnlige og enkle motiver
  • Geometrisk print
  • Evighedsbuketten

MATERIALER

Farverne og materialerne er meget afdæmpede, som skaber en åben, let og naturlig atmosfære. Det er især beige og hvid som især kommer til udtryk i de populære materialer. Det er især lyst træ som eg, bøg og ask der gør comeback. Ubehandlet eller hvidolieret, så det får et mat look, som om det er slidt. Det er også rattan eller rotting som er på stort set alt for tiden – skabe, bakker, stole, æsker, you name it. De naturlige og ubehandlede materiale var især store i 50’erne (dog sammen med de mørke sorter også), men som også var et stort hit i 90’erne i diverse institutioner. Alle møbler i min børnehave var i hvertfald i krydsfiner/bøg. 

Det støttes op af kurve, tekstiler og detaljer i andre naturmaterialer som søgræs og bambus som især er populært i kurve og lampeskærme. Og tekstiler skal gerne være lyst 100% bomuld eller vasket hør. Som igen giver det her lidt matte og slidte look og som bløder rummet op. 

Kontrasten til de organiske naturmaterialer er stål og chrom som skaber et stilrent, industrielt look. Det lyse metal giver en lethed til både møbler og tilbehør som passer godt til rattan og lyst træ. For at gøre stilen endnu mere rå er også mat sort metal en stor trend, som især bryder det bløde og nærmest feminine udtryk især på lamper og møbler, men i et tyndt og enkelt design så det ikke bliver for tungt. Sort eller mørkt/grå-olieret træ eller mørke sorter som valnød er også at finde enkelte steder, for at bryde med det hvide, enten som en del af designet af en hvid keramik potte eller som æsker, kurve og bakker med rattan-detaljer.

KUNST & PRINT

Kunst og tilbehør er en liga for sig, men for tiden har jeg set at mange dyrker det lidt mere barnlige udtryk, det grafiske og geometriske og især print som er meget farverigt. Jeg tror det gør op med den nærmest upersonlige indretning ellers, så kunsten fungerer især nu som et statement. Der er tit noget nostalgisk eller kulturelt i motivet, enten med fokus på barndommen eller Danmark og det der for mig tangerer til nationalisme (her mener jeg især hotdog og alfabetet). Eller noget politisk, som kvindekroppen, følelser eller noget nær psykedelisk som kendetegner 70’ernes ideologier og brud med samfundets normer. 

FARVER

Her er farverne altså ud over de støvede, beige, hvid og greige, de klassiske pasteller som er store i foråret. Især blå, gul og pink ses mange steder. Men også de dybe og pang brune, orange, gul og rød som virkelig kendetegner stilen i 70’erne ses især på print, kunst og keramik. Den sorte streg ses som en fin detalje, malet på keramik, potter og kunst, eller som broderi på tekstiler. 

ACCESSORIES & DECOR

Alle disse farver spejler sig især i det øvrige tilbehør som nips og kunst, men også planter, hvor de tørrede blomster ikke bare er brune og visne som i 70’erne, men med blomsternes farver stadig (unaturligt) synlige, i det vi har valgt at kalde “Evighedsbuketten”. Farverne kommer også ind i feks lys, hvor man gør op med den traditionelle hvide lysestage og smider farvet stearin ind i mixet. Det er ret flot, det må jeg give dem – og det smarte er her at man altid kan skifte dem ud i en anden farve for at få lidt mere spil i indretningen. Om det er “naturligt” og “bæredygtigt” ved jeg ikke.

Desuden er vaser, service, krukker og andet nips enten i farvet eller frostet glas, som især var stort i 60’erne og fik comeback i 90’erne. Det har fået en status i år, som noget meget fint kvalitet og den farve det kaster i et rum når lyset rammer er nærmest et must for tiden. Det lette glas bliver vejet op af chunky og tungt stentøj og keramik, enten i de naturlige eller lyse farver, eller i farvet glasur og mønster. Det hjemmelavede, barnlige og uperfekte er virkelig i fokus i indretningen – og det fremstår nærmest som en perfekt form for ligegyldighed i designet. Overlagt unbotheredness.